Vaccination af hest

Vaccination af hest – Evidensia Faxe Hestehospital

Vaccination af hest er vigtigt da smitsomme sygdomme kan sprede sig hurtigt, pga. vi i dag flytter vores heste langt oftere end tidligere. Opstaldningsstederne er også mange steder større end tidligere, med mange heste samlet på ét sted. Hvis man har en konkurrencehest, som regelmæssigt kommer ud til konkurrence- og træningssteder, risikerer man altid at bringe smitsomme sygdomme med sig hjem i stalden, og bliver én hest først syg, kan den risikere at smitte mange andre heste i stalden. Det er derfor vigtigt, at vaccinere sin hest mod de mest hyppige smitsomme sygdomme.

Sygdomme hesten kan vaccineres imod

Vaccination af hest i forhold til influenza

Influenza er en smitsom virussygdom, som smitter via host eller direkte kontakt med inficerede heste. Den kan give høj feber, hoste, nedstemthed og nedsat ædelyst og kan i værste fald udvikle sig til en bakteriel lungebetændelse. Vaccination er den bedste måde at mindske risikoen for, at ens hest får influenza, og alle heste bør vaccineres. Se vaccinationsstrategi nedenfor.

Vaccination af hest i forhold til stivkrampe

Stivkrampe er en alvorlig, og ofte dødelig, sygdom, som heste kan få via sår. Ved et sår er der et brud på hudens barriere, som gør, at stivkrampebakterien Clostridium tetani, der normalt findes i jorden, kan trænge ind i såret. Her danner bakterien giftstoffer, som via nerverne føres til hjernen. Sygdommen giver voldsomme kramper, som ofte ender dødeligt for hesten. Det er derfor vigtigt, at alle heste vaccineres regelmæssigt mod stivkrampe. Hvis hesten får et sår, og det er mere end et halvt år siden, at den sidst blev vaccineret mod stivkrampe, anbefales det, at hesten vaccineres igen for at mindske risikoen for, at stivkrampebakterien kan udvikle sig i såret. Stivkrampe er ikke en smitsom sygdom.

Vaccination af hest i forhold til herpesvirus

Herpesvirus er en smitsom virussygdom, og er særlig relevant for drægtige hopper, idet sygdommen fører til abort. Befinder den drægtige hoppe sig i en stald med mange heste og med stor udskiftning af heste vil det være tilrådeligt at vaccinere hoppen mod herpesvius. Drægtige hopper vaccineres mod herpes i 5., 7. og 9. drægtighedsmåned. Herpesvirus kan yderligere føre til varierende grader af lammelser, der i værste fald kan være dødelig. Heste, som befinder sig i et miljø med et potentielt højt smittepres kan således vaccineres mod herpesvirus. Hesten skal basisvaccineres med to vacciner og vaccineres derefter halvårligt.

Vaccinationsstrategi for influenza/stivkrampe hos hest

Grundvaccination kan opstartes fra 6 måneders alderen. 
Hesten skal have 3 vacciner i alt ved opstart. 
Grundvaccinationen består af 2 vacciner med 4 ugers mellemrum. 
Dernæst revaccineres hesten med den 3. vaccine, også kaldet booster vaccine 5 måneder efter 2. vaccine.
Herefter holdes vaccinationen ved lige hver 12 måned

Efter vaccinationen

Nogle heste kan blive påvirket af vaccinen, således at hesten bliver lidt sløj og får let forhøjet temperatur i dagene efter en vaccination. Yderligere kan man opleve lidt hævelse på injektionsstedet. Disse bivirkninger fortager sig typisk af sig selv. I ganske få tilfælde kan der opleves en markant hævelse på injektionsstedet, som kan samle sig til en byld, som kræver efterfølgende dyrlægebehandling. Disse risici anses af forsikringsselskaberne for almindelige risici forbundet med en vaccination, hvormed dyrlægens/hesteklinikkens erhvervsforsikring ikke dækker eventuelle udgifter til medicin og dyrlægebehandling ved nødvendig efterbehandling.

Idet en vaccination netop er en belastning af hestens immunforsvar anbefaler vi, at hesten ikke arbejder intensivt i 4-5 dage efter vaccinen således at immunforsvaret kan respondere så optimalt som muligt på vaccinen. Hesten må meget gerne motioneres, men undgå at den arbejder optimalt og bryder i voldsom sved.

Ved spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på Evidensia Faxe Hestehospital eller Kolding Dyrehospital.

Dyreklinikker der tilbyder denne behandling

Vent venligst på, at dyreklinikkerne bliver opført