Forstoppelse hos hund – Årsager og gode råd

Forstoppelse hos hund vil resultere i, at de fleste hunde vil udvise uro og sidde længe i den karakteristiske skrævende stilling, uden at der afsættes afføring.

En række forskellige forhold kan forårsage forstoppelse hos hund.

Årsager til forstoppelse hos hund

Analkirtel-problemer, som de fleste hundeejere har oplevet med deres hund, kan give hunden mange symptomer på irritation og ubehag fra anus, men de forårsager sjældent reel forstoppelse.

Klassisk primær forstoppelse hos hund, som man kender den fra mennesker, optræder sjældent hos hunde – forstoppelse skyldes næsten altid andre forhold.

Hunden har spist knogler

Særlig hyppig er forstoppelse efter et knoglemåltid, hvor hunden har tygget knoglerne i mange mindre stykker, som passerer hele vejen igennem tarmen, men fremkalder smerte og ubehag, når afføringen skal kvitteres – og processen går derfor i stå. Hvis din hund er BARF-fodret, er det værd at tænke på, om der er egentlige knogler i foderet.

Mellemkødsbrok (Perineal-brok)

En anden årsag kan være mellemkødsbrok – også kaldet perineal-brok. Det optræder hos hanhunde fra 6-8 års alderen, og vil typisk vise sig over en længere periode i form af problemer med at gøre sig færdig. I mere fremskredne tilfælde ses en bule på den ene eller begge sider af anus, som udtryk for at afføringen ”presser sig på”, men har svært ved at komme ud. Hunden vil ofte afsætte flere mindre klumper afføring over længere tid end sædvanligt. Tilstanden kan være ganske alvorlig og meget generende for hunden, og kræver ofte både afhjælpning her-og-nu i situationen, men også et kirurgisk indgreb for at lukke af for brokket.

Smertestillende medicin

Hunde, som får stærk smertestillende medicin, kan få tendens til forstoppelse som følge af medicinen, da deres maver går i stå. Der er tale om en midlertidig bivirkning, og man kan ved at reducere medicin-dosis som regel  få maven i gang igen, og forholdene normaliseret.

Pelsklumper omkring anus

En særlig form for forstoppelse ses hos hunde med lang pels, som har haft diarré. Den tynde afføring kan være klistret sammen til en klump i pelsen omkring anus, og derved lukke for passagen. Når hunden så efterfølgende prøver at komme af med afføringen, trækker det i ”pelsklumpen” og forårsager smerte, hvorefter hunden opgiver og venter.

Så ofte bør din hund have afføring

De fleste hunde bør have en normalformet fast afføring 1-2 gange i døgnet, for enkelte hunde lidt mere, dvs 2-3 gange i døgnet. Under normale forhold skal det ikke være svært eller forbundet med ubehag for hunden at komme af med afføringen, og hele processen skal for så vidt være overstået på ca. 1 minut.

Hvilke hunde får forstoppelse?

Hunde af alle racer, aldre og begge køn kan blive forstoppet. Der findes ikke særligt disponerede racer.

Symptomer på forstoppelse hos hund

De fleste hunde vil udvise uro og sidde længe i den karakteristiske skrævende stilling, uden at der afsættes afføring. Ofte vil hunden prøve flere gange på samme gåtur. I visse tilfælde kan der afsættes lidt tynd afføring, og evt. med lidt rødlig blodtilblanding, som løber udenom selve forstoppelsen, men uden at det der komme afgørende gang i afføringen. Det skal man være opmærksom på som ejer.

Behandling af forstoppelse hos hund

Afhængig af årsagen til forstoppelsen kan behandlingen være meget forskellig. Det kan strække sig fra mindre ambulante tiltag såsom afføringsmidler til større indgreb i narkose med skylning (lavement) over flere dage og under hospitalsindlæggelse. I sjældne tilfælde kan egentlige kirurgiske indgreb komme på tale.

Ubehandlet forstoppelse

En svær forstoppelse, som ikke kommer under behandling, er ganske smertevoldende og kan i værste fald være livstruende. Desuden kan en ubehandlet forstoppelse over flere dage gøre, at de nødvendige tiltag bliver mere omfattende – og måske med en dårligere prognose. Man bør derfor som ejer ikke afvente længe, og følge sin hunds signaler nøje.

Hvornår bør man søge dyrlæge?

Hunde med tegn på forstoppelse bør komme til dyrlæge samme dag, eller senest dagen efter. Generelt gælder det, at jo længere man venter, desto sværere kan det være at løse forstoppelsen, fordi det – bogstaveligt talt – har bygget sig op. Man bør derfor være almindelig opmærksom på sin hunds afføring, og herunder også hvordan den kommer af med den.

Gode råd mod forstoppelse hos hund

  • Vær opmærksom på om din hund er længe om at komme af med afføringen – eller prøver flere gange uden større held
  • Ved symptomer på forstoppelse: vær opmærksom på om din hund har fået knogler (eller måske selv fundet dem) indenfor 1-2 dage
  • Hvis hunden afsætter lidt tynd afføring med besvær, så kan det godt dække over en forstoppelse
  • Hold øje med hundens anal-region, og se efter i pelsen for sår, udposninger eller andre usædvanlige forhold
  • Hunden skal altid luftes mindst 2 gange i døgnet – og gerne et roligt sted, hvor den føler sig tryg ved at komme af med afføringen.