Endoskopi – Kikkertundersøgelser og operationer i kropsåbninger

Endoskopi er en undersøgelse af kroppens forskellige hulrum med kikkertudstyr, typisk et video-baseret kamera. Dyrlægen kan undersøge stort set alle kroppens forskellige ”åbninger” og hulrum.

Gennem årene er der blevet udviklet stadigt mere avanceret udstyr, sådan at det ikke kun er undersøgelse, men også reel behandling, at dyrlægen kan foretage ved endoskopi. Det er således en skånsom og non-invasiv metode, som ikke belaster eller skader patienten, som det ofte er tilfældet med klassisk ”gammeldags” kirurgi. Ligeledes er risikoen ved en skopi meget lille.

Stort set alle typer af endoskopi forudsætter, at patienten er i en form for bedøvelse. Afhængig af hvilket organ og hvilken type undersøgelse/behandling, dyrlægen skal foretage, anvendes forskelligt udstyr og kikkert-typer.

Almindelige typer af endoskopi

Du kan få foretaget forskellige endoskopiske undersøgelser og operationer på Evidensias dyrehospitaler og dyreklinikker. Normalt vil dyrlægen anbefale en specifik undersøgelse, ud fra dit dyrs sygehistorie, symptomer og dyrlægens kliniske undersøgelse. Få et overblik over hvilke endoskopiske undersøgelser og operationer vi foretager.

Gastroskopi – Undersøgelse af spiserøret og mavesækken

Undersøgelse af spiserør og mavesæk, og ofte også tolvfingertarmen. En meget anvendt undersøgelsesform, som giver meget information om eventuelle sygdomstilstande. Der er mulighed for at udtage vævsprøver og evt. foretage mindre operationer med denne teknik.

Rhino- og tracheoskopi – Undersøgelse af næsehule og øvre luftveje

Undersøgelse af næsehulen, næsesvælget, strubehovedet og luftrøret. Også en ret hyppig undersøgelses-form hos hunde, som jævnligt får fremmedlegemer ind i næsehulen (typisk græsstrå ol.), som man gerne vil fjerne med kikkert.

Bronkoskopi – Undersøgelse af lungerne

Undersøgelse af bronkierne. En lidt mere sjælden undersøgelsesform, men kan være meget afgørende for at kunne stille visse specielle diagnoser. Kan ofte udbygges med kikkert-styret bronkie-skylning.

Koloskopi – Undersøgelse af endetarm og tyktarm

Undersøgelse af endetarm og tyktarm. Foretages jævnligt, men forudsætter at patienten har fastet nogle dage op til undersøgelsen. Meget præcis mht. at påvise polypper eller andre sygelige tilstande.

Vaginoskopi – Undersøgelse af hunkønsorganer

Undersøgelse af vagina foretages jævnligt, og kan nemt og effektivt påvise sygelige tilstande i skeden/livmoderhalsen.

Cystoskopi – Undersøgelse af urinrør og urinblære

Mindre hyppig undersøgelse. Er kun muligt hos tævehunde, medmindre klinikken råder over et meget langt og smalt fleksibelt skop. Kan give vigtig information vedr. evt. polypper i blæren.

Otoskopi – Undersøgelse af ørene

Undersøgelse af det ydre øre er meget almindeligt og en fast del af enhver sundhedsundersøgelse, og kræver kun almindeligt udstyr (og ikke bedøvelse). Hvis dyrlægen vil undersøge mellemøret, kræver det videostyret kikkert-teknik.

Dyreklinikker der tilbyder denne behandling

Vent venligst på, at dyreklinikkerne bliver opført