Ny water walker på Slotsbyen Dyreklinik

mandag den 16. juli 2018
Ny water walker (vandløbebånd) på Slotsbyen Dyreklinik

Genoptræning i Water Walker på Evidensia Slotsbyen Dyreklinik

  • Evidensia Slotsbyen Dyreklinik
  • Genoptræning
  • vandløbebånd
  • Water Walker

I starten af juli fik Evidensia Slotsbyen Dyreklinik en ny water walker, der skal være med til at understøtte genoptræning efter operationer samt give mulighed for at give hunden et klippekort til konditionstræning.

Den nye water walker vil blive en fast del af Slotsbyens genoptræningsplan i forbindelse med ledoperationer, f.eks. knæ og korsbåndsoperationer. Her vil water walkeren kunne hjælpe Slotsbyens operationspatienter i gang med fysisk aktivitet efter operationerne. Har hunden været på Evidensias henvisningshospital i Karlslunde til en stor rygoperation, vil den efterfølgende genoptræning også kunne foregå på Evidensia Slotsbyen Dyreklinik, så vores klienter og patienter i Nordsjælland vil få kortere vej til den samme målrettede genoptræning.

 

Ny water walker til Slotsbyens genoptræningspatienter

Dyrlæge Marlene arbejder med genoptræningspatienterne på Slotsbyen Dyreklinik og glæder sig til at tage den nye water walker i brug og byde patienterne velkomne. Marlene har arbejdet som dyrlæge i mere end 20 år, og har en særlig interesse indenfor kiropraktik, akupunktur og rehabilitering. Hun fortæller, at det er vigtigt at få operationspatienterne i gang fysisk, efter at de har været igennem en ledoperation eller rygoperation. Det er dels vigtigt for at undgå svækkelse af muskelmassen, men også for at tage vare på den instabillitet, som en operation påfører patienten. Water walkeren gør det muligt at starte genoptræningen kort tid efter operationen, da man med en water walker kan justere, hvor hårdt operationsstedet belastes.

 

 

Water walkeren er en kontrolleret måde at bruge de led, som vi skal passe på efter en ledoperation. Vi styrer hele bevægelsesmønsteret og tempoet, så der er fuldstændig kontrol over, hvornår slutbevægelsen af leddet opnås. Det er simpelthen en lukket bevægelse. Ved andre typer genoptræning, f.eks. svømning, har man ikke en lukket bevægelse. Benet er meget mere mobilt, og man ved ikke, hvornår man kommer ud i yderpunkterne. Det kan man styre i water walkeren.

 

 

Dyrlæge Marlene, Evidensia Slotsbyen Dyreklinik

 

Ved genoptræning efter en større operation kan andre genoptræningsformer også iværksættes, f.eks. massage, passiv bevægelse, forskellige øvelser indenfor balance, koordination og vægtbæring. Herigennem får hver enkelt genoptræningspatient tilrettelagt den optimale genoptræningsplan.

 

Konditionstræning i ny water walker

Water walkeren kan også hjælpe hunde, som skal i form eller som blot har brug for at blive stimuleret på en god måde både fysisk og mentalt.

Udstillingshunde kan opnå en bedre kropsholdning og overvægtige hunde kan bruge water walkeren, som et led i et vægttabsprogram. Derudover kan det være en måde at stimulere sin hund på, hvis man f.eks. selv er dårligt gående og ikke kan få gået nok med hunden. Her kan water walkeren være med til at stimulere hunden både fysisk og mentalt, da den kommer ud og får brugt sin krop, og samtidig skal forholde sig til instruktioner, andre dufte og nye mennesker. Har man lyst til at give sin hund nogle nye udfordringer, kan water walkeren også være et godt og sundt alternativ.

 

Oplev Slotsbyens nye water walker

Er du blevet nysgerrig efter at vide mere, er du meget velkommen til at ringe og få en uforpligtende snak eller komme forbi og se Slotsbyens water walker. Alt efter hvilket tidspunkt på dagen du kommer, så vil vi have kortere eller længere tid til at vise den frem for interesserede. Som regel har vi bedst tid midt på dagen.

 

Fun facts

  • Katte kan i princippet godt bruge water walkeren – de har nok bare ikke så meget lyst!
  • Nogle hunde har deres badeand i munden som motivation, når de bruger water walkeren.
  • En chihuahua kan også bruge water walkeren – der skal bare ikke så meget vand i.